Tre svenske søstre har taget den hårde musikrute via det mest snuskede lille spillested, hvor der stort set ikke var plads til en scene, til det foreløbige højdepunkt i juni, den store engelske musikfestival Glastonbury.
Oven i købet har de ingen synderlig hjemmebase at bygge på. I Sverige har man slet ikke øje for søstrenes hjemmelavede musik, der falder mellem genrerne. ”Banjo-punk”, ”mad-country” eller ”killbilly” kalder de selv deres musik, og i et ellers tæt program med koncerter i Europa og Nordamerika er det kun blevet til to mindre koncerter på hjemlig grund i de seneste seks måneder.
De havde absolut ingen forventninger, da de Danmarks-debuterede sidste år på Tønder Festival, men de tre livlige musikere tog publikum med storm med deres pågående musik spillet på stort set akustiske instrumenter. Og ikke nok med det: de imponerede den engelske folk-popstjerne med hitlisteplaceringer, Seth Lakeman, så meget, at han bookede dem som opvarmning på sin lange efterårsturné.
| Genre: | folk/roots |
| Koncert start: | Kl. 20:00 |
| Spillested: | Black Spot |
| Opstilling: | cafeopstilling |
| Koncert menu: | nej |
| Forsalg: | 150 kr. |
| Ved indgangen: | 170 kr. |