Skip to the content

Ida Wenøe & The Silver Cords + Mirja Klippel feat. Vesselil

Dato/tid: 17-12-2021 20:00
Døråbning: 19:00
Genre: Folk
Ståplads/Siddeplads: Siddeplads
Sted: Sønderborghus
Forsalgspris inkl. gebyr: 100
Ved indgangen: 120
Arrangør: Sønderborghus

Ida Wenøe har over de seneste fem år, gennem hundredevis af livekoncerter over hele Europa og Nordamerika, opbygget et ry som en fremragende live-performer, sanger og sangskriver indenfor genren Nordic Folk Noir. Hun har skabt sit helt eget univers ved at sammenblande amerikanske forbilleder som Nick Drake, Sufjan Stevens og Leonard Cohen med sine danske rødder fra Carl Nielsen til Sebastian. Hendes to soloalbums ”Time of Ghosts” (2015/2017) og ”The Things We Don´t Know Yet” (2019) har fået virkelig flotte anmeldelser, særligt i England, hvor hun har turneret 5 gange indtil nu. Hun har ligeledes opbygget en fanbase i Tyskland, hvor hun turnerede i flere omgange i årene 2015-17, hvor hun boede i Berlin. I 2016 blev Wenøe nomineret til en Danish Music Award Folk for sangskrivningen på debutalbummet "Time of Ghosts". En af sangene fra pladen blev desuden brugt i DR dokumentaren "De Smukke Piger" i 2017. Wenøes stærke og personlige sange rammer publikum hårdt og rent, og hun får nye fans overalt hvor hun spiller.

Mirja Klippels andet fuldlængde album “Slow Coming Alive” udkommer 16. april 2021 i et samarbejde mellem tyske Stargazer Records og danske Songcrafter Music. Igen har Mirja skabt en eminent helstøbt indie folk plade. Albummet er et komplekst, ambitiøst og vedkommende værk fra en kunstner, der bruger den nordiske folkemusiktradition iblandet elementer fra såvel americana som klassisk musik som afsæt for et dybt personligt udtryk. Hun udtrykker det selv således:

“Nogle af de mest smertefulde øjeblikke i mit liv, har samtidig været nogle af de mest hellige. I den mest intense smerte kan der opstå et glimt af klarhed, som et lyn. Jeg er vendt tilbage til digte fra min barndom og teenage-år, og det har været en helende proces at omfavne disse øjeblikke af uskyldstab med den erfaring, jeg bærer på i dag. En proces, som flød ind i sangene fra albummet”.